26. aug. 2019 – TV2 News
Tusindvis af danskere risikere at få afvist deres betaling, når de handler på danske internetsider.
Årsagen er nye EU-sikkerhedsregler, der træder i kraft 14. september, lyder det fra Foreningen for Dansk Internethandel (FDIH).
FDIH-direktøren, Niels Ralund, efterlyser derfor handling fra regeringen og erhvervsminister Simon Kollerup (S).
Handlen skal godkendes med sms-kode
De nye regler er et forsøg på at gøre onlinebetalinger i EU mere sikre. En af måderne – som mange sikkert allerede har stiftet bekendtskab med – er den såkaldte tofaktor-autentifikation.
Den betyder, at dit mobilnummer bliver tilknyttet dit betalingskort. Når du foretager et køb på internettet, modtager du efterfølgende en kode på sms, og den kode skal du indtaste for at bevise, at du er den, du påstår at være.
Det sker på samme måde i fysiske butikker, når du af og til bliver bedt om at indtaste pinkoden til dit betalingskort, når du betaler over et vist beløb eller med trådløs chip.